Stod bag succesfuld netbutik: Nu er brødrepar klar til at gøre det igen
Med et trylleslag blev et brødrepar fra Hadsund mangemillionærer, da de tilbage i 2021 solgte majoriteten af deres fælles virksomhed, Cykelgear.dk.
En virksomhed, som de på få år bankede op til Danmarks største og mest indtjenende netbutik for cykler og cykeludstyr.
Siden har Kasper og Erik Buus Larsen levet af formuen og hjulpet webshops fra sidelinjen som eksterne konsulenter.
Nu vil brødreparret ud og "have jord under neglene igen".
I et opslag på LinkedIn melder de ud, at de er klar til at bruge en del af formuen på at købe en webshop.
- Vi har længe nydt ikke selv at skulle eksekvere på vores ideer, men vi har det nok lidt som cirkusheste, hvor manegen stadig trækker, siger Kasper Buus Larsen.
Jord under neglene
Mere konkret efterlyser brødrene webshopejere, der har lyst til at sælge hele eller dele af deres forretning.
- De seneste år har vi hjulpet webshops på deres vækstrejse fra sidelinjen som ”konsulenter”. Nu savner vi selv at få jord under neglene igen og tage risikoen, lyder det i opslaget.
Drømmecasen er en webshop med salg til private og en omsætning på over 2,5 mio. kr. om året, som er klar til at tage næste skridt. For eksempel på automatisering eller salg til nye lande.
- Når vi ønsker igen at "få jord under neglene" er det fordi, vi tidligere synes at have haft god succes med at gå forrest. Lige fra at pakke ordrer søndag formiddag til at besvare kundehenvendelser og oprette varer.
- Det giver en helt anden forståelse for virksomheden, kunderne og markedet at være mere "hands on". Det er mindst lige så vigtigt at kunne se alle de små optimeringsmuligheder, som det er at kunne pege på en stor, forkromet strategi, uddyber Kasper Buus Larsen i et mailsvar til Nordjyske.
Lager under sengen
Det var et lille restlager af cykelgrej under lillebror Erik Buus Larsens seng, der i 2008 blev startskuddet til Cykelgear.dk.
Brødrene byggede deres egen hjemmeside, og derfra tog det fart.
På få år voksede Cykelgear.dk sig til den mest indtjenende netbutik for cykler og cykeludstyr herhjemme.
I 2021 tjente de to brødre næsten 30 millioner kroner efter skat - i en alder af henholdsvis 31 og 35 år.
Samme år solgte de majoriteten af virksomheden til det hollandske investeringsselskab Foreman Capital.
Hvor meget brødrene præcist tjente på salget, er en hemmelighed, men i regnskabet for deres fælles holdingselskab, Aexo, kunne de året efter bogføre et overskud på 247 millioner kroner.
Flere seriøse henvendelser
Brødreparret ejer i dag fortsat 15 procent af Cykelgear.dk hver, men trådte i 2022 tilbage fra deres direktørposter i cykelvirksomheden.
De kunne uden problemer have pensioneret sig selv og levet af formuen. Men det har de ingen planer om.
- Både Kasper og jeg har mindre børn, som vi passer en del af tiden. Men jeg kan ikke finde ud af at gå hjemme hele tiden. Jeg får lyst til at sælge noget og handle. Jeg er motiveret af vækst og at se, der er en udvikling. Og så hurtigt vokser små børn altså ikke, har Erik Buus Larsen tidligere udtalt.
I støbeskeen er et byudviklingsprojekt med 24 lejligheder og 26 parcelhusgrunde i det sydlige Hadsund, hvor begge brødre er bosat.
Sideløbende med det arbejder de med strategi og udvikling af det lokale bryggeri, Hadsund Bryghus, som de købte sig ind i tilbage i 2022.
Og allerede ved den lejlighed begyndte brødrene at lufte tankerne om at investere aktivt i flere projekter.
- Om fem år har vi forhåbentlig investeret i en eller flere virksomheder, hvor vi - ligesom i bryggeriet - kan lægge nogle timer, bruge vores viden og få noget til at vokse, sagde Erik Buus Larsen tilbage i 2022.
Nu går de videre med planerne, og flere webshopejere har allerede henvendt sig på baggrund af LinkedIn-opslaget, fortæller Kasper Buus Larsen.
- Vi har fået flere seriøse henvendelser, end vi havde turdet håbe på. Men derfra og så til, at noget af det bliver til noget, er der virkelig langt.
Hvor meget brødrene er klar til at investere, hvis den rette case dukker op, vil de ikke sætte tal på.
- Det har vi ikke nogen formel på. Det rigtige produkt og teamet er vigtigere.
Kasper Buus Larsen trådte for nylig desuden også ud af bestyrelsen i virksomheden Max Jessen, der kalder sig selv for "Nordjyllands største bolighus".
Læs mere om det i artiklen her.